Om J Key Cards

J Key Cards er udviklet af Gadejuristen. Gadejuristen blev stiftet i 1999 og er i dag drevet af offentlige midler, Bikubenfonden og øvrige private donationer samt egenindtægter. Gadejuristen baserer sit arbejde på retssikkerhedsfremmende og skadesreducerende metoder.

I den periode hvor stofbrugere aktivt indtager illegale rusmidler risikerer de at blive udsat for en lang række skadesvirkninger som det rent faktisk er muligt at undgå med konkret viden om hvordan man passer på sig selv og hvilke muligheder der er for hjælp til en lang række pro-blemer der følger af såvel selve stofindtagelsen som de livsbetingelser kriminaliseringen og udstødelsen byder denne gruppe mennesker.

Vi ved at der kan gå meget lang tid fra man begynder at indtage illegale rusmidler til man rent faktisk søger behandlingssystemet. Vi ved også at mange af de undgåelige skader allerede er indtrådt inden stofbrugere søger hjælpeapparatet, så som smitte med Hepatitis mv. Det er derfor afgørende at information om hvordan man kan reducere disse skader kommer frem i en let tilgængelig form på så tidligt et tidspunkt som muligt. Samtidig stilles der på kortene spørgsmål som mange stofbrugere måske vil være tilbageholdende med at stille hjælpeapparatet af hensyn til muligheden for at blive omfattet af kontrolforanstaltninger ved uønsket og muligvis ulovlig adfærd. Andre spørgsmål sigter mod at reducere de skader der utilsigtet kan opstå som følge af hjælpeapparatets eller politiets intervention, usammenhængende lovgivning, ulovlig eller mangelfuld indsats eller sagsbehandling.

J Key Cards er et skadesreducerende værktøj der tager sit udgangspunkt i det faktum, at nogle mennesker i en kortere eller længere periode bruger illegale rusmidler, hvilket kan rumme risiko for skader, ligesom kriminaliseringen isoleret set er årsag til skader på brugeren. Dertil kommer de stof- og især de kontrolrelaterede skader for omgivelserne. Skaderne må reduceres for stofbrugerne såvel som for det omgivende samfund. Som en nødløsning i en undtagelsestilstand.

J Key Cards udviklet af:

Copyright tilhører Gadejuristen. Læs mere om brug af det udgivne materiale på gadejuristen.dk
Hosted by Surftown | Powered by Drupal by Nullsmith.dk | Layout by Den Anden Natur